Catilina, 1. versjon
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
DRAMA I TRE ACTER
1.utg: [2]
EN VESTALINDE
EN AAND
CATILINA
staaer lænet mod et Træ til Venstre, hensunken i Eftertanke
– – – – – – –
(efter en Pause)
i Sjælens Dyb, og jeg vil følge den; –
til noget Høiere end dette Liv –
en Række kun af tøilesløse Glæder! –
Nei, nei, de fyldestgjør’ ei Hjertets Trang!
– – – – – – – – – – – – –
Som lette Luftgestalter de forsvandt, –
kuns bitter Skuffelse de lod tilbage,
1.utg: 6
(med Heftighed)
Foragt dig selv, foragt dig, Catilina!
den ædle Kraft du føler i din Sjæl, –
og hvad er Maalet vel for al din Stræben?
Kuns Mættelse for sandseligt Begjær!
(roligere)
Dog stundom end, som nu i denne Time,
en lønlig Tanke ulmer i mit Bryst!
Ha! naar jeg seer mod Staden hist, det stolte,
fremtræder skarpt og klarlig for min Sjæl, –
da raaber høit en Stemme i mit Indre:
(afbryder sig selv)
og Eensomhedens Aandefostre kun;
ved mindste Lyd fra Virklighedens Rige
de flygte ned i Sjælens tause Dyb! – – –
– – – – – – – – – – – – –
Ambiorix, Ollovico med deres Ledsagere komme ind fra Høire, uden at bemærke Catilina.
til Jorden ned den Kuede det tynger; –
og Ro og Fred for Allebrogerland.
OLLOVICO
Og det vil skjænkes os;
OLLOVICO
Du frygter, synes det?
AMBIORIX
regjeres ei af Høvdinger, som vi;
men her – –
CATILINA
træder raskt frem
– – her hersker smudsig Egennytte; –
OLLOVICO
O! høie Guder! han har os beluret!
CATILINA
Frygt ikke, – Speiden er ei min Bedrift –
tilfældig kun jeg hørte Eders Tale; –
fra Allebrogerlandet komme I?
I Roma troe I, Retfærd er at finde?
HIS: 14
og Uretfærd langt meer end nogensinde,en Republik af Navnet er det vel,
og dog, hver Borger er en bunden Slave,
forgjældet og afhængig som en Træl
af et Senat, tilfals for Gunst og Gave.
Her raader ei den høie Romeraand,
en Gave, som med Guld man maa opveie!
Her raader Magtsprog, ei Retfærdighed,
den Ædle staaer af Vælden overskygget.
En Mand, der føler varmt for Friheds Sag,
en Fiende af uretfærdigt Vælde –
med Mod og Kraft, den Mægtige at fælde!
AMBIORIX
Det ædle Romerfolk? ha, Romer! svar!
er det ei mere, hvad det fordum var –
Tyranners Skræk, Beskytter for den Svage?
See, Allebroger! imod Vest og skuer
paa Høien hist det stolte Capitol,
i sidste Gløden ifra Vestens Sol.
HIS: 15
Saa flammer ogsaa Romas Aftenrøde,dets Frihed hylles ind i Trældoms Nat,
og for dens Straaler svinder Mulmet brat.
De gaae.
Lentulus, Statilius, Coeparius og Cethegus komme ind i ivrig Samtale.
COEPARIUS
Ja, Du har Ret, det vorder stedse værre,
CETHEGUS
Ei! – aldrig falder det mig ind at tænke
hver Glædens Frugt jeg plukker mig og lader
det Hele gaae sin egen skjæve Gang.
LENTULUS
saa ligegyldig at imødesee
en Fremtid, da ei Mere er tilovers,
HIS: 16
CETHEGUS
O! tie med Sligt –
LENTULUS
– – – Mit sidste Arvestykke
er end idag for Gjæld berøvet mig!
Forbandet være dem, de lumpne Hunde!
Retfærdighed de kjende ikke meer!
LENTULUS
Hvad er paafærde? hvorfor saa forbittret?
MANLIUS
i Sullas Hær har jeg med Hæder tjent;
da Krigen var tilende leved’ jeg
i Rolighed, til Nød det mig ernæred’;
for Statens Eiendomme at inddrage
til ligelig Fordeling paa Enhver;
det er et Røverie og intet andet,
kuns egen Fordeel er der sigtet til.
COEPARIUS
Saa handler man med vore Rettigheder,
den Mægtige regjerer som Tyran!
Det er Ulykke nok og dog en værre
er rammet mig, som snart I høre skal; –
just nu, da Alt, hvad end var mig tilovers,
for hendes Skyld alene var forødt!
CETHEGUS
Tilskriv det, hvad Du vil, jeg giver ei
paa mine Ønsker Slip, dem vil jeg stille
tilfreds saa længe, som jeg det formaaer!
MANLIUS
Og jeg, der tappert kjæmped for den Hæder,
den Magt, hvormed de Stolte prale nu! –
– jeg skal – – ha! var den gamle tappre Skare
af mine Vaabenfæller endnu her:
HIS: 18
men nei, de fleste af dem ere døde,– og hvad er’ I, den unge Slægt mod hine?
I have Mod, ei Lænkerne at bryde,
I foretrække dette Trælleliv!
LENTULUS
Ja Sandhed er det! see I, længe taalte
vi Undertrykkelsen, nu er det Tid
at kaste af de Baand, som Uretfærd
og Herskesyge rundt om os har flettet!
STATILIUS
Ha! jeg forstaaer dig Lentulus, dog see,
– med Mod og Indsigt nok; hvor findes han?
LENTULUS
Jeg kjender een, der mægter os at lede –
MANLIUS
Du mener Catilina?
HIS: 19
LENTULUS
– – Netop ham!
og ved hans Side mangen Kamp jeg kjæmped’
ja dengang alt var Drengen vild, ustyrlig –
hans Sjæl er høi, hans Mod urokkeligt.
LENTULUS
Jeg troer at finde ham ret beredvillig,
jeg mødte ham i Aftes dybt forstemt;
han ruger over hemmelige Planer,
et dristigt Maal han havde længst isigte.
LENTULUS
Det vil ei lykkes ham, – thi bittert har
han var tilstede selv, og rasende
STATILIUS
Da gaaer han sikkert paa vort Forslag ind!
De gaae.
I en Nische i Baggrunden brænder den hellige Ild. Catilina og Curius liste sig ind og stille sig bag Søilerne i Forgrunden.
CURIUS
Hvad, Catilina! hid Du fører mig
i Vestatemplet?
CATILINA
leende
– – Nu, ja! som Du seer!
CATILINA
– – O! lad det være glemt –
CURIUS
Du er i Fare og forglemmer den,
ved blindt at styrte Dig udi en anden!
HIS: 21
CATILINA
muntert
thi kom jeg hid, min Lykke at forsøge!
CATILINA
En Spøg? ja vist! som al min Kjærlighed,
men Alvor er dog, hvad jeg nys Dig sagde; –
et Øiekast, og med et flygtigt Blik
hun mødte mit – det trængte gjennem Sjælen,
og dette Udtryk i det dunkle Øie
jeg aldrig saa hos nogen Kvinde før.
CURIUS
Det vil jeg troe – men sig, hvad fulgte siden?
CATILINA
alt flere Gange seet, talt med hende;
HIS: 22
CATILINA
Besynderligt! jeg fatter det ei selv,
og dog, det er aldeles, som Du siger, –
med blide Ord til Mildhed dette Hjerte,
men Furia, – dog tys! der kommer Nogen –
FURIA
kommer ind
Forhadte Haller! Vidner til den Smerte,
hver herlig Tanke, hvert et Haab jeg nærte
er slukt i dette Hjerte – gjennemstrømt
af Febergysen snart, og snart af Gløden,
meer heed og brændende, end Flammen der.
Ha, hvilken Skjæbne – og hvad var vel Brøden,
som fængsled’ mig til dette Tempel her,
som røved’ mig enhver min Ungdomsglæde
i Livets skjønne Vaar hver skyldfri Lyst; –
dog, ingen Taare skal mit Øie væde –
– kun Had og Hevn beliver dette Bryst!
CATILINA
træder frem
Og heller ei for mig en anden Lue,
en mere blid Du nærer, Furia?
CATILINA
– – – Jeg kjender Frygten ei;
at møde Faren stedse var min Lyst!
O herligt, herligt! saa er og min Tanke,
fordi i Tryghed roligen jeg lever
og ingen Fare bag dets Mure boer –
– og denne tomme, handlingsløse Virken,
et Liv saa mat, som Lampens sidste Blus,
ha! hvilken Tumleplads for denne Fylde
af høie, stolte Planer i mit Bryst;
hvor Livet stivner, Haabet slukkes ud,
hvor Dagen mat og døsig sig hensniger,
hvor ingen Tankens Gjenstand bydes frem.
CATILINA
Ha! Furia! hvor sælsom er din Tale!
som om med Flammeskrift Du vilde male
enhver min Higen, svulmende og varm, –
saa knuger Smerten ogsaa dette Hjerte,
som dit, af Hadet hærdes det til Staal, –
som Dig, mig røvedes hvert Haab, jeg nærte,
mit Levnet er som dit – foruden Maal –
og ingen aner, hvad der gløder her –
– de oversee, foragte mig, de Usle –
de vide ei, hvor høit mit Hjerte slaaer
for Ret og Frihed og for alt, hvad ædelt
bevæged’ sig i nogen jordisk Barm!
O! herligt! denne Sjæl, og ingen anden
er skabt for mig, saa raaber høit en Røst
fra Hjertets Dyb, og den bedrager ikke –
saa kom! o kom! vi ville lyde den – –
FURIA
Vel! lad os flygte bort fra dette Sted,
her kues Aandens høie, stolte Flugt –
førend til Flammer høit den blusser frem –
Kom! lad os flygte – ha! for Frihedssindet
CATILINA
Ha! mægtigt tryllende din Tale lyder – –
FURIA
Saa lad os fly i dette Øieblik –
i fjerne Lande fæste vi vor Bo –
der herske vi og vil ei meer fordølge,
at intet Hjerte slog som disse to! –
O! skjønt! dog sig, hvi skulle vi vel fly?
– see her kan ogsaa Frihedsflammen næres –
her findes og Anledning til Bedrift,
saa stor som selv din Sjæl forlanger den – –
FURIA
Her, siger Du, her i det usle Rom,
hvor Slavesind og Tyranni kun findes –
Ha! Lucius! er ogsaa Du blandt dem,
som maa med Rødme Romas Fortid mindes,
hvad var det eengang, og hvad er det nu –
af usle Trælle – –
CATILINA
– – Spotter ogsaa Du?
Da vid! for Romas Frihed at bevare,
for end engang at see dets høie Glands,
i Svælget ned. – –
FURIA
– – – O, ti! i sælsom Ild
dit Øie gløder – Du har Sandhed talt –
dog gaa – thi snarlig vil Præstinderne
hid komme, som paa denne Tid de pleie.
CATILINA
Jeg gaaer – dog snart Du seer mig her igjen –
en Kvinde, stolt som Du, jeg aldrig saae –
HIS: 26
FURIA
med et vildt Smiil
Saa lov mig Eet, og sværg, at Du vil holde,
hvad Du mig lover, – vil Du Lucius?
CATILINA
Jeg vil Alt, hvad min Furia forlanger;
i dette Hjerte hersker ene Du –
FURIA
Saa viid, endskjønt i Templet her jeg lever,
i Roma mellem Eder findes Een; –
og Had bag Gravens dunkle Skygger selv.
CATILINA
Nu vel –
CATILINA
Det sværger jeg ved alle høie Guder,
høit sværger jeg – men sig, hvad fattes Dig
– min Furia! dit Øie sælsomt flammer,
Jeg veed ei selv – som Ild i mine Aarer
det gløder, – dog, bliv ved – sværg end engang –
FURIA
Alt nok, jeg troer Dig, ha! min Barm det letted’
– i dine Hænder hviler nu min Hævn!
FURIA
Ved Tibers Bredder, langt fra Romas Mure
min Vugge stod, der var mit stille Hjem,
førend jeg viedes til Vestalinde; –
– da kom en Nidding til vor stille Bolig, –
han saae den rene, skjønne Lillie der – –
CATILINA
overrasket
I høie Guder! – –
HIS: 28
FURIA
– – Jeg saae ham aldrig der –
jeg vidste Intet, før det var for seent!
Nu kjender jeg hans Navn – –
CATILINA
– – Saa nævn det da!
CATILINA
farer tilbage
Ha! rædsomt – Furia! – hvad siger Du?
FURIA
Hvad fattes Dig, kom til Dig selv! Du blegner –
sig Lucius! er han maaskee din Ven?
CATILINA
Min Ven! nei Furia! – nu ikke mere,
– jeg har forbandet, svoret evigt Had
– – – mig selv –
FURIA
– – Dig selv, Du – Du er Catilina?
FURIA
– – Du min Tullias Forfører?
selv har Du Hevnen over Dig nedkaldet;
HIS: 29
CATILINA
dit Øie stirrer – ha! den Dødes Skygge
Du synes lig i Maanens blege Skin.
(iler ud)
FURIA
efter en Pause, med vild Heftighed
Ha, nu forstaaer jeg det – for mine Blikke
er Sløret faldet, og jeg fatter Alt;
Had var det, som fra første Gang jeg skued’
paa Gaden ham, sig fæsted i mit Bryst –
Ja, han skal føle, hvad et Had, som mit,
et evigt flammende foruden Grændse,
foruden Maal skal bringe over ham!
EN VESTALINDE
træder ind
Gaa, Furia! snart Timen er tilende,
thi kom jeg hid – – dog, hellige Gudinde!
hvad seer jeg – vee dig, vee dig, Flammen slukt!
VESTALINDEN
I Guder! hvad er dette!
Nei, Hadets Ild udslukkes ei saa let –
see Kjærlighedens blusser frem og synker
VESTALINDEN
– – Himmelske Gudinde!
O, hjælper! hjælper! det er Vanvid jo –
HIS: 30
Endeel Tempeltjenere ile ind.
NOGLE
Hvad er paafærde? –
ANDRE
– Vestaflammen slukket! –
FURIA
Her, i mit Hjerte flammer det endnu!
VESTALINDEN
Bort, bort med hende, med Forbryderinden!
De føre hende bort.
Nei, nei, ved Guderne, det maa ei skee!
Skal hun, det stolte, dette høie Væsen
med Skjændsel lide en Forbryders Død!
O, aldrig følte jeg mig saa tilmode!
hvor dybt har hendes Billed’ præget sig
ind i mit Hjerte; ha, hvad fattes mig,
mon er det Kjærlighed? Ja, saadan er det –
– Jeg redder hende, – o, men Catilina?
Med evigt Had hun vil forfølge ham; –
er der ei nok af dem, der hade ham,
skal jeg endnu hans Fiender forøge?
Han var mig længst jo i en Faders Sted –
mig byder Pligten at beskytte ham; –
– men Kjærligheden? Ha! hvad byder den?
HIS: 31
Og skulde han, den stolte Catilinavel skjælve for en Qvindes Vrede? Nei,
det maa udføres end i denne Stund!
Ja, Furia! jeg, jeg skal redde Dig
fra Døden, gjældte det endog mit Liv!
(gaaer hurtig bort)
CATILINA
træder med Heftighed ind
«Ha, saa har Nemesis jo hørt min Bøn;
– Saa lød det jo fra Sværmerindens Læbe –
– forunderligt – maaskee det var et Vink,
et Varsel om hvad Fremtiden vil bringe.
– Saa har jeg selv med Eed mig viet ind
til evig Hævner af min egen Brøde!
Ha, Furia! mig tykkes end jeg seer
mens huult dit Ord end toner i min Sjæl,
og evig, evig skal min Eed jeg mindes – –
(afbryder sig selv)
(under den følgende Replik har Aurelia ubemærket nærmet sig ham)
– Dog, det er taabeligt at tænke meer
paa denne Galskab – andet er det ikke –
en bedre Retning har min Grublen jo –
en større Gjenstand eier Sjælens Blikke;
– Ha, mine Planer har et mægtigt Krav,
paa dem jeg maa enhver min Tanke vende;
mit Indre bølger som et stormfuldt Hav – –
HIS: 32
AURELIA
griber hans Haand
tør hun ei vide, hvad der i dit Bryst
bevæger sig, og kjæmper vildt derinde –
tør hun ei yde Dig en venlig Trøst
og bringe Sjælens Mulm til at forsvinde?
CATILINA
blidt
hvi skal Du dele hver en Sorg med mig –
– ha, nok af Smerte har jeg Dig forskaffet;
en mørk, en fiendtligsindet Skjæbne dynget
al den Forbandelse, der ligger i
af varm Begeistring for et daadrigt Liv,
med usle Baand, der kue Aandens Stræben. –
– Skal ogsaa Du, i lange, tunge Drag
AURELIA
En kjærlig Trøst er stedse Qvindens Sag,
kan hun end ei som Du om Storhed drømme; –
Naar Manden kjæmper for sin stolte Drøm,
og al hans Løn er Skuffelse og Kummer,
da lyder hendes Tale blid og øm –
hun dysser ind ham til en rolig Slummer;
HIS: 33
CATILINA
Ja, Du har Ret – heel vel jeg føler det,
og dog, jeg kan mig ei fra Larmen rive –
en evig Uro gjærer i min Barm –
kuns Livets Tummel mægter den at stille.
AURELIA
Er din Aurelia Dig ikke nok?
saa aabn’ dit Hjerte for et venligt Ord,
en kjærlig Trøst ifra din Hustrus Læbe.
vid, jeg formaaer at dele hver din Sorg;
har Kraft og Mod at lette dine Byrder!
CATILINA
Saa vid da, min Aurelia, hvad der
i dette Øieblik mig dybt har grebet; –
Du veed jeg længst har Consulatet søgt –
foruden Held – Du kjender jo det Hele –
jeg har forødt – –
CATILINA
– – – Bebreider Du mig og –
– Hvad Middel var vel ellers mig tilbage? –
– til ingen Nytte er det Hele spildt! –
kuns Haan og Skjændsel er, hvad jeg har vundet; –
HIS: 34
hans Tale var en Skildring af mit Liv,i hvert et Blik jeg læser taus Foragt,
til fjerne Efterslægt det bringes vil
som Billed paa en fæl, en rædsom Blanding
af Haan og Foragt for det Ædle, Høie,
Enhver vil troe, hvad Rygtet har fortalt – –
AURELIA
Men jeg, jeg troer det ei, min Catilina!
Lad hele Verden end fordømme Dig,
lad den kun Skjændsel paa dit Hoved tynge;
jeg veed, Du gjemmer i din høie Sjæl
en Spire, som kan ædle Frugter bære –
men her formaaer den ei at bryde frem,
Lad os forlade dette Sorgens Hjem;
hvad binder Dig? hvi skulle her vi dvæle!
CATILINA
Hvad mener Du, jeg skulde drage bort?
Jeg skal opgive mine stolte Tanker; –
– den Druknende – endskjøndt foruden Haab
sig klynger fast dog til de knuste Planker; –
naar Vraget sluges af den vaade Grav,
og hvert et Haab om Redning er forsvunden,
omfatter, synkende med den til Bunden – –
med grønne Lunde langs med Havets Vove,
da vaagner Haabet atter i hans Barm; –
han stræber did, imod de lyse Skove –
– der er det skjønt – der hersker stille Fred,
der pladsker Bølgen venligt imod Stranden,
der lægger han de trætte Lemmer ned
den jager bort hver Sorgens mørke Sky,
en stille Fred bli’r i hans Sind tilbage;
der dvæler han, og finder kvægsom Ly
og Glemsel for de svundne, mørke Dage; –
Det fjerne Echo kuns af Verdens Larm
formaaer at trænge til hans stille Bolig;
– det bryder ikke Freden i hans Barm,
det gjør hans Sjæl end mere glad og rolig;
det minder ham om den forsvundne Tid,
hans knuste Planer og hans vilde Glæder; –
– han finder dobbelt skjønt det stille Liv,
og bytter ei med nogen Romers Hæder!
CATILINA
O, skjønt Du taler! og i denne Stund
jeg kunde følge Dig fra Livets Tummel, –
hvor skulle vi i stille Ro vel leve – –
AURELIA
glad
Du vil, min Catilina! hvilken Fryd!
vi drage kan afsted – –
AURELIA
– – – Kan Du saadan tale,
min Vugge stod, og hvor vi siden glade
og lykkelige i en salig Ro
har levet mange muntre Sommerdage.
Hvor større Kjølighed i Skovens Skygge!
Den lille Villa mellem dunkle Træer
Did flygte vi og vie ind vort Liv
til landlig Rolighed, til stille Glæde; –
der skal opmuntre Dig en kjærlig Viv,
med Kys hun skal enhver din Kummer sprede –
(smilende)
og naar, med Markens Blommer i din Favn,
Du træder ind til mig – din Herskerinde –
da raaber jeg min Blomsterfyrstes Navn,
– – – Men sig, hvad fattes Dig? Du knuger vildt
min Haand, og sælsomt flamme dine Blikke. –
Vee mig, Aurelia! dit Haab er spildt;
didhen at føre Dig formaaer jeg ikke; –
jeg kan ei – –
CATILINA
Jeg spøge! ha! er dertil jeg istand,
naar hvert dit Ord, som Hævnens skarpe Pile
igjennembore dette pinte Bryst,
som Skjæbnen aldrig end forundte Hvile – –
AURELIA
I Guder! sig, hvad mener Du – –
CATILINA
– – – See her!
(trækker en Pung med Guld frem, og kaster den med Heftighed paa Bordet)
AURELIA
O! Du har solgt – –
CATILINA
Ha! meget meer din Blidhed knuser mig,
end hver en bitter Klage fra Din Læbe –
EN GAMMEL SOLDAT
træder ind og nærmer sig Catilina
HIS: 38
EN GAMMEL SOLDAT
træder ind og nærmer sig Catilina
Tilgiv mig, Herre! at jeg træder ind
umeldt ved Aftenstid her i din Bolig; –
CATILINA
– – Sig frem! hvad vil Du her?
SOLDATEN
Mit Ærind’ er en ydmyg Bøn, – Du sikkert
som offret har min Kraft for Romas Hæder; –
nu er jeg svækket – kan ei tjene meer
og mine Vaaben hænge rustne hjemme; –
mit hele Haab stod til min Søn, – han har
med sine Hænders Arbeid’ mig ernæret.
Ak! for en Gjæld han sidder fængslet nu –
og ingen Redning – hjælp mig! hjælp mig, Herre!
(knælende)
En lille Skjærv! jeg vandret har fra Dør
jeg kan ei mere – –
CATILINA
Ja! det ligner dem!
den gamle tappre Veteranerskare, –
Taknem’lighed er ei i Roma meer! –
gad hævne mig med Sværd og vilde Flammer,
men see! i denne Stund jeg kan det ei –
mit Sind er barnligmildt – jeg kan ei hævne, –
HIS: 39
at lindre Sorgen er jo og Bedrift –der, Olding! tag, Du kan din Gjæld betale. –
(rækker ham Guldet)
CATILINA
Ja! skynd Dig Gamle, gaa og løs hans Lænker!
(Soldaten gaaer hurtigt bort)
– En bedre Brug – ei sandt Aurelia!
end til Bestikkelser, til Uretfærd!
vel er det skjønt at styrte en Tyran,
– – men stille Trøst har ogsaa sin Belønning!
AURELIA
kaster sig i hans Arme
O! stor og ædel er endnu din Sjæl!
Nu kjender jeg igjen min Catilina!
En Lampe brænder mat. I Baggrunden en stor Jerndør. Furia staaer midt i Hvælvingen, iført en sort Dragt, og i en lyttende Stilling.
FURIA
– – – – – – – –
den fjerne Larm gjenlyder ned til mig –
– men her, i Underverdnen er det stille!
– Ha! er til døsig Ro jeg evig dømt? –
HIS: 40
– skal end ei her i vilde Labyrintherjeg færdes om, som stedse var min Lyst – –
(efter en Pause)
Det var et sælsomt Liv! en sælsom Skjæbne,
Kometens lig, der flygtig kom og svandt!
Han mødte mig! en mægtig Tryllekraft –
jeg var hans Hævngudinde, han mit Offer – –
– men Straffen fulgte Hævnerinden brat!
(en Pause)
Nu er det tyst deroppe, – fjernes jeg
alt meer og mere ifra Lysets Bolig?
ha, vel! hvis saa det er – hvis denne Dvælen
i Hulen her i Grunden er en Flugt
paa Lynets Vinge ned mod Mørkets Lande,
– snart er jeg der – der vil jeg taus mig sætte
ved Færgestedet, – spørge hver en Aand,
hver flygtig Skygge, som fra Livets Rige
– vil spørge ham om, hvordan Catilina
– vel færdes blandt de Levende deroppe,
vil spørge om, hvordan han holdt sin Eed!
hver Dødning ind i Øiets matte Dyb; –
– og naar han kommer, vil jeg følge ham,
– da gjør vi begge Overfarten sammen,
jeg og som Skygge følge skal hans Fjed, –
HIS: 41
(en Pause)
Ha! Luften bliver stedse mere lummer,
og Aandedrættet mere tungt end før; –
saa nærmer jeg mig da de mørke Sumpe,
hvor Underverdnens Floder strømme tyst – –
(lytter, – man hører en svag Larm)
– Et sagte Drøn – som Aareslag det lyder,
det er de Dødes Færgemand, som alt
mig hente vil – men her, her vil jeg vente! –
(Jerndøren i Baggrunden aabnes sagte, og Curius viser sig, sagte vinkende)
Vær hilset Charon! er Du alt bered
her vil jeg vente – –
CURIUS
Catilina gaaer op og ned ad Gulvet. Lentulus og Cethegus.
CATILINA
nei, nei, jeg gjør det ei; – Lad Roma kuns
fordømme mig – –
LENTULUS
– – Du vil ei, Catilina!
CATILINA
Jeg vil ei – –
CETHEGUS
– – Sig mig, har Du Intet her
at hævne, Intet at erhverve Dig –
Lad hævne, hvo der vil, jeg gjør det ei –
dog, taus Foragt er ogsaa jo en Hævn –
– det være skal min eneste – –
HIS: 44
CETHEGUS
– – Ha, ha!
Et ubeleiligt Øieblik er dette
dog sikkerligen Morgendagen vil
paa andre Tanker bringe Dig – –
CATILINA
– – Hvi saa?
CATILINA
overrasket
En Vestalinde? ha! hvad siger Du?
CETHEGUS
– – At Du er ei saa ganske
aldeles ubekjendt med denne Sag – –
LENTULUS
– – Ja, saa lyder Rygtet!
kan Sligt jo ganske ligegyldigt være,
– men Folket, Catilina! dømmer strængt!
HIS: 45
CATILINA
i Tanker
Og hun er død! – –
CETHEGUS
– – Det er hun sikkerlig –
en Times Ophold i Forbrydergraven
er meer end nok –
LENTULUS
– – Nu, lad det være glemt!
det var ei derfor vi om hende talte,
– men Catilina, hør! betænk Dig vel,
du søgte Consulatet – alt dit Haab
var rettet mod et heldigt Udfald af
din Søgen, – nu er ogsaa det forbi – –
CATILINA
som før
«Selv har Du Hævnen over Dig nedkaldet!»
CETHEGUS
Nu væk med Grubleri! det nytter ei –
en rask Beslutning – Du har Venner nok,
beredte til paa første Vink at lyde, –
CATILINA
– – Nei, siger jeg!
mon I for Romas Storhed at oprette,
vil styrte Alt – –?
CETHEGUS
Og Midler nok til ret at nyde Livet –
er heller ei saa ganske at forkaste –
det er min Stræben, – jeg er ei ærgjerrig!
CATILINA
nei, Venner, nei, jeg har et bedre Maal –
– vel har jeg ved Bestikkelser forsøgt
mig Consulatet at forskaffe; – dog,
min Hensigt var en bedre, end man skulde
men jeg miskjendtes, Skinnet var imod;
min Skjæbne vilde det, det maa saa være!
CETHEGUS
Du vil ei, Catilina! vil ei redde
fra Undergang, fra Skjændsel dine Venner; –
– vid, mangen En af os er snarlig bragt
til Betlerstaven ved vor vilde Sværmen – –
CATILINA
Saa stands itide – det er min Beslutning!
CATILINA
Det er mit Alvor, ved de høie Guder!
CETHEGUS
Ha, saa er ingen Udvei med ham meer!
Udfaldet af vort Møde; nu de sidde
CATILINA
Hos Bibulus? ha, alt saa mangen Nat
jeg sværmet har hos ham med Eder, Venner!
jeg drager end i denne Nat afsted – –
CETHEGUS
– – I denne Nat?
CATILINA
en evig Afskeed jeg med Roma tager;
et lille Agerland skal os ernære.
CETHEGUS
Ha, Catilina! Du vil os forlade –
HIS: 48
CATILINA
Jeg vil, jeg maa, her tynger Skjændsel mig,
– ha, jeg har Mod, min Fattigdom at bære,
og dyb Foragt, nei, nei, det er formeget!
jeg vil forglemme, hvad jeg engang var,
vil slette Tanken ud om mine Planer,
vil som en dunkel Drøm min Fortid mindes!
LENTULUS
Nu, saa lev vel! og Lykken følge Dig!
CETHEGUS
Forglem os ei, vi stedse ville mindes
for vore Venner denne din Beslutning.
CATILINA
Og bring dem saa min sidste varme Hilsen!
Lentulus og Cethegus gaae.
Aurelia træder ind, men bliver frygtsom staaende, da hun seer Lentulus og Cethegus; naar de ere gaaede, træder hun hen til Catilina.
CATILINA
– – Det er sidste Gang;
jeg tog kun Afskeed, – nu er hvert et Baand,
HIS: 49
som bandt til Roma mig isønderhugget,for evig, evig – –
AURELIA
– – Jeg indpakket har
vor Smule Eiendom, det er ei meget, –
dog nok for Nøisomheden, Catilina!
CATILINA
i Tanker
Ja nok, ja nok, da Alt er tabt for mig!
AURELIA
O, tænk ei mere paa, hvad ei kan ændres –
– forglem – –
hvis jeg af Sjælen kunde Mindet rive,
o! nei, dertil er jeg end ei istand,
dog vil jeg stræbe – –
AURELIA
– – Jeg vil hjælpe Dig,
og Du vil finde Læg’dom for din Smerte,
men bort herfra vi maae saa snart som mulig,
– ei sandt, i denne Nat vi drage bort? –
CATILINA
Jo, jo, i denne Nat, Aurelia!
AURELIA
snart for din Fod i Blomsterflor skal spire
som et Symbol paa, at den Tid er kommen,
som Ungdomsven, naar det din Sjæl besøger!
CATILINA
Den Tid, Aurelia! o nei, o nei,
den ligger end i Fremtids fjerne Blaa!
(efter en Pause)
ved Midnatstid vi ville bryde op,
naar Roma hviler dybest i sin Slummer
og Ingen aner, hvor vi flygte hen. –
Den lyse Morgenrøde skal os finde
langt, langt herfra, midt i Naturens Skjød,
vi hvile os paa Græssets bløde Teppe. –
AURELIA
En ny Tilværelse for os frembryder,
meer glæderig, end den, vi snart forlade,
men jeg vil gaae! – en Times Rolighed
vil skjænke Kraft – Godnat, min Catilina!
(kysser ham og gaaer)
HIS: 51
CATILINA
Nu er hun borte – ha! det letter mig;
jeg kan aflægge denne byrdefulde
Forstillelse, det Skin af Rolighed,
som findes mindst af Alt i dette Hjerte. –
at see min Sorg, og jeg maa skjule den, –
til en Betragtning af mit vilde Liv; –
– men Lampen der forstyrrer mine Drømme,
– mørkt maa her være, mørkt som i min Sjæl!
(slukker Lampen ud. Maanen skinner derpaa ind mellem Søilerne i Baggrunden)
Ha! altfor lyst endnu, dog, ligemeget!
det matte Maaneskin sig passer godt
til dette dunkle Halvlys, som indhyller,
som stedse har indhyllet mine Fjed – – –
Ha, Catilina! saa er denne Dag –
den sidste, – end imorgen er Du ei
den Catilina meer, Du før har været!
Hist i det fjerne Gallien skal mit Liv
henrinde ukjendt i de mørke Skove, –
om Storhed, om et daadrigt Liv,
som længst jeg næred’ – kun i Sjælens Indre
– Ha! det er ei hiin tunge Rolighed
– nei – for et Øieblik at lyse klart
for med en herlig Daad at vie ind
HIS: 52
mit Navn til Storhed, til Udød’ligheden –forlade Livet; – da jeg havde levet; –
jeg kunde flygte til en fremmed Strand,
jeg kunde støde Dolken i mit Hjerte, –
Ha, Catilina! saa skal Du forgaae!
Et Vink, I høie Guder! at det er
min Skjæbne, glemt og sporløs at forsvinde
fra Livet! – –
CATILINA
farer tilbage
Ha, rædsomt! hvilken Stemme toner hist?
En Aanderøst fra Underverdnens Skygger?
CATILINA
forfærdet
– – Ha, Furia!
CATILINA
Ha! Du er stegen frem
af Gravens Dyb for at forfølge mig –
HIS: 53
Hun nærmer sig.
FURIA
– – Aand eller ikke, det
er ligemeget, jeg ledsager Dig – –
CATILINA
Med evigt Had! –
FURIA
– – I Graven svinder Hadet,
som Kjærlighed, – og hver en Følelse,
der næres i en jordisk Barm – kuns Eet,
kuns Eet er evigt uforanderligt – –
CATILINA
Og hvad? sig frem! –
FURIA
– – Din Skjæbne, Catilina!
CATILINA
Min Skjæbne kjender kun de høie Guder,
og ingen Anden – –
FURIA
– – Jeg, jeg kjender den!
os sammenknytter – –
CATILINA
– – Det er Hadets – –
HIS: 54
FURIA
– – – – – – Nei!
Steg nogen Aand fra Gravens Skygger frem
med Had i Barmen? Hør mig, Catilina!
Jeg slukket har i Underverdnens Strømme
see, Catilina! jeg er ikke mere
den Furia, den vilde, hævnopfyldte,
Du engang kjendte – –
CATILINA
– – Hader Du mig ei?
FURIA
Nu ikke mere! Vid, i Hulen hist,
da jeg paa Overgangen mellem Livet
og Døden stod, da jeg for evig skilt
fra Lysets Rige mig beredte til
at gjæste Underverdnen, see! da greb
en sælsom Stemning mig – jeg veed ei selv –
– der foregik en underlig Forvandling,
da svandt mit Had, min Hævn, min hele Sjæl;
hvert Minde svandt, og hver en jordisk Higen, –
med Lueskrift dybt, evigt i min Barm. – –
CATILINA
Forunderligt! ha, vær hvo end Du vil,
et Menneske, en Underverdnens Aand, –
der ligger dog en sælsom Tryllekraft
i dine Ord, i dine dunkle Blikke! – –
HIS: 55
FURIA
forsagt og frygtsom slippe hvert et Haab
om Fremtids Storhed. – Du vil feigt forlade
den Skueplads, hvor dine høie Planer
til Modenhed sig skulde folde ud. – –
CATILINA
Jeg maa, jeg maa! min Skjæbne driver mig!
FURIA
Din Skjæbne! Har Du da ei Mod og Kraft
at kjæmpe mod, hvad Du din Skjæbne kalder?
CATILINA
Ha! jeg har kjæmpet nok! var ei mit Liv
en stadig Kamp? – og hvad var Lønnen vel?
Foragt og Haan – –
FURIA
Ha, Du er sjunken dybt!
af hver en Hindring – –
CATILINA
– – Frygt er Grunden ei – –
Mit Maal var dristigt, mine Planer høie; –
– det hele var en flygtig Ungdomsdrøm!
FURIA
enhver din Tanke gjældte dette Maal, –
din Sjæl er stor, en Romerhersker værdig,
og Du har Venner, ha, hvi nøler Du?
HIS: 56
CATILINA
i Eftertanke
Jeg skal, – hvad mener Du? – – Med Borgerblod – –
FURIA
Har Du forglemt hiin stolte Romerinde,
der søgte Thronen over Faderliget?
Jeg føler mig en Tullia, men Du?
foragt Dig selv, foragt Dig, Catilina!
CATILINA
Foragte mig, fordi min Barm ei længer
er Sædet for en vild Ærgjerrighed?
FURIA
Du stander paa en Korsvei i dit Liv, –
et Liv, halvt Døden, halvt en døsig Slummer,
men paa den anden Side skimter Du
en Herskerthrone; – vælg kuns, Catilina!
FURIA
det stolte Romas Skjæbne, Catilina!
see, her Dig venter Storhed, Herskermagt,
og dog, Du vakler, vover ei at handle!
Du drager hist til dine Skove, hvor
udslukkes vil hvert Haab, Du engang nærte; –
Ha, Catilina! er der intet Spor
HIS: 57
af Stolthed end tilbage i dit Hjerte? –
Skal denne høie Sjæl, til Hæder skabt,
hist i en dunkel Vraa ukjendt forsvinde –
hvad her med kraftig Daad Du kunde vinde!
CATILINA
Bliv ved! – bliv ved! – –
FURIA
– – Med Skræk og Gysen vil
den fjerne Efterslægt dit Navn erindre. – –
Dit hele Liv var et forvovent Spil, –
dog klart og lysende det skulde tindre
Du baned’ Vei midt i den vilde Stimmel;
og Trældomsskyen ved din lyse Aand
var vegen for en nyfødt Frihedshimmel, – –
naar engang Du – – –
CATILINA
– O, ti! Du grebet har
en Streng, der toned dybest i mit Indre, –
din Tale klang, som om det Echo var,
af hvad mit Hjerte hvisket har saalænge!
FURIA
Nu kjender jeg Dig atter, Catilina!
CATILINA
Jeg reiser ei! – Tillive har Du vakt
mit Ungdoms Mod, min Manddoms stolte Higen;
Ha! Jeg skal lyse for det sjunkne Roma,
HIS: 58
Ha! stolte Uslinge! I skulle finde,end er jeg knækket ei, var end en Stund
min Kraft af Kampen svækket – –
FURIA
– – Catilina!
Hør mig! – Hvad Skjæbnen vil, hvad Mørkets Aander
bestemme, see vi lyde maa – nu vel –
mit Had er borte, Skjæbnen vilde det –
det maatte være saa, – ræk mig din Haand
Du vil ei? –
CATILINA
– – Rædsomt gløder i dit Blik
mig Nemesis – –
CATILINA
Jeg mindes den, og dog en Hævnerinde
Du tykkes mig – –
FURIA
– – Jeg er et Billed’ jo
udaf din egen Sjæl – –
CATILINA
grublende
– – Hvad siger Du?
Ha! i mit Indre dunkle Anelser
HIS: 59
FURIA
Saa maa det være – Mørket er vort Rige;
CATILINA
vildt
– – Skjønne Nemesis!
min Genius, Du Billed af min Sjæl!
her er min Haand til evigt, evigt Forbund.
(griber med Heftighed hendes Haand; hun betragter ham med et vildt Smiil)
FURIA
Nu skilles vi ei mere! –
CATILINA
– – Ha, som Ild
Her ruller Blod ei meer, men vilde Flammer!
Ha, alt det vorder mig for trangt herinde,
og altfor mørkt, dog snarlig spredes skal
(han drager Sværdet af Skeden)
Mit Sværd! mit Sværd! ha, see, hvordan det blinker!
Dog, snart det farves skal i Blodets Strømme!
Min Pande brænder, voldsomt slaaer mit Hjerte!
og sære Syner jage i min Sjæl.
Hævn er det, Hævn og stolte vilde Drømme
om Storhed, Herskermagt, et evigt Navn; –
Afsted, afsted! Nu er jeg først mig selv!!
(styrter ud og Furia følger ham)
Statilius, Gabinius, Coeparius, tilligemed flere unge Adelsmænd komme ind.
STATILIUS
Her, Venner! her vi kunne os fornøie;
her er vi sikkre, Ingen hører os!
GABINIUS
Ja vist, vi ville Øieblikket nyde;
hvo veed, hvorlænge det er os forundt?
COEPARIUS
Nei, lad os vente først det Budskab, som
af Lentulus og af Cethegus bringes.
GABINIUS
Ei! lad dem bringe, hvadsomhelst de vil,
vi ville Tiden midlertid fordrive – –
Rask, Venner! Stemmer i en munter Sang!
Medens Bægeret bæres omkring af Tjenerne, afsynges nedenstaaende Sang.
glade vi fylde
Bægret til Randen,
drikke hans Priis.
HIS: 61
Vinen den rødelifligt mon’ gløde,
alle vi ynde
Viingudens Drik.
Glæden os vinker,
Druen er klar;
kom, lad os nyde,
Vinene fryde,
stemme til Glæde
stedse vort Sind.
blinkende perler
herlige Drik!
Du os opliver
Lystighed giver,
Munterhed spreder
Du i vor Sjæl!
Bachus vi hylde,
glade vi fylde
Bægret til Randen,
drikke hans Priis.
Vinen den røde
lifligt mon gløde,
Alle vi ynde
Viingudens Drik!
HIS: 62
Lentulus og Cethegus komme ind.
GABINIUS
Nu, han er villig vel?
CETHEGUS
– – Heelt anderledes,
end vi os tænkte, lød hans Svar.
GABINIUS
– – Nu da!
LENTULUS
Han har afslaaet vore Tilbud, vil
ei meer befatte sig med vore Planer!
STATILIUS
Ha, er det Sandhed? –
COEPARIUS
– – Sig, hvi vil han ikke?
CETHEGUS
– – Ja, i denne Nat
han drager bort; men dadles kan det ikke; –
hans Grund var god – –
LENTULUS
– – Ha, Feighed var hans Grund;
I Nødens Stund han troløst os forlader!
GABINIUS
Ha, det er da hans Venskab!
LENTULUS
Og dog, han drager bort –
STATILIUS
– – Med ham vort Haab!
Hvo skulde vel som han os kunne lede?
COEPARIUS
Nei, det er sandt, opgives maa vor Plan –
LENTULUS
End ikke, Venner! hører først, hvad jeg
med væbnet Haand at ville vinde, hvad
en haard, en umild Skjæbne har os nægtet;
nu undertrykkes vi, – vi ville herske;
vi lide Mangel, – Rigdom er vort Maal!
HIS: 64
FLERE
Ja, Magt og Rigdom er det vi vil vinde. – –
LENTULUS
Nu vel, til vor Anfører har vi valgt
en Mand, hvorpaa som Ven vi Alle stolte;
han sveget har vor Tillid, – drager bort,
ha, Venner! kom, vi skulle vise ham
vi kunne selv os hjælpe – see, der fordres
jo kuns en Mand med Fasthed og med Mod,
NOGLE
– – Og hvor findes han?
LENTULUS
Sig, Venner, ville I, naar han fremstod
udvælge ham til Eders Leder, – hvad? –
NOGLE
Det ville vi – –
ANDRE
– – Ja, ja, det ville vi! –
COEPARIUS og FLERE
tvivlende
– Du, Lentulus! Du vil os lede?
HIS: 65
LENTULUS
Jeg vil! – –
CETHEGUS
– – Formaaer Du det? See dertil fordres
en Catilinas Kraft og vilde Mod – –
LENTULUS
Ei fattes Modet mig – ei heller Kraft;
kuns rask til Værket – siger, ville I
tilbagetræde nu, da Øieblikket
forhaanden er? – da Alting tyder hen
paa heldigt Udfald? –
STATILIUS
– – Nei, vi følge Dig! –
FLERE
Vi følge Dig! – –
– – Ja, ja, naar Catilina
forlader os, er Du den Eneste,
der mægter os at lede – –
LENTULUS
– – Nu, saa hører,
hvad mine Planer ere; – først vi maae –
CATILINA
styrter ind
Her er jeg, Venner!
ALLE
– – Catilina! –
LENTULUS
afsides
– – – – – Ha!
fordømt! –
HIS: 66
CATILINA
– – Sig frem, hvad fordre I af mig?
Dog nei! nei tier kuns – jeg byder mig
til Eders Leder; vil I følge mig?
ALLE
undtagen Lentulus
Ja, Catilina! ja, vi følge Dig!
LENTULUS
Men hvad er da i Grunden dine Planer?
CATILINA
De ere høie, høiere end Du
og maaskee Nogen aner – hører, Venner!
og for dets gamle Frihed offred’ Alt.
end er dens sidste Gnist ei ganske slukket!
Ha! pustes skal den op til lyse Flammer,
saa klart, saa høit, som aldrig før den steg;
saa sort som Natten over Roma spredt!
Og dette Rige, om end stolt og mægtigt
HIS: 67
det synes, – vakler alt, og synke vil. –Thi maa en kraftig Haand til Roret gribe, –
– men, Venner! renses, renses maa her først,
tillive maa det gamle Roma kaldes,
tilintetgjøres al den Usselhed,
her findes, og som snarlig kvæle vil
den allersidste Rest af Frihedssindet. –
– See, Frihed! Frihed er det, jeg vil skabe,
den blomstred’ her, – jeg kalde vil tilbage
den Tid, da hver en Romer med sit Liv
med Glæde kjøbte Fædrelandets Hæder,
og offred’ Alt, – at værne om dets Glands! –
LENTULUS
Du sværmer, Catilina, det var ikke
saadant vi meente det – – –
ANDRE
– – Ja! ja! det er vort Maal!
COEPARIUS
Hvad nytter os vel Romas Hæder, Venner!
– nei, nyde ville vi –
– – Ha, usle Slægt!
er I en Afkom af de høie Fædre?
er Eders Viis at værne om dets Glands – –
CATILINA
– – Ja, det er sandt,
jeg var en Rædsel for den Gode, dog,
saa ussel var jeg aldrig end, som I. – –
LENTULUS
Holdt inde! holdt! vi taale ei din Spotten! –
FLERE
Nei, nei, vi ville ei – –
CATILINA
rolig
– – I Usle, Feige!
I vove end at ville Noget, I – –
LENTULUS
Ned, ned med ham! – –
ANDRE
– Ja, ned med Catilina!
De drage deres Dolke, og styrte ind paa Catilina, som trækker Togaen rolig bort fra Brystet og betragter dem med et koldt Haansmiil; – de lade derpaa Dolkene synke.
trækker Togaen rolig bort fra Brystet og betragter dem med et koldt Haansmiil; – de lade derpaa Dolkene synke.jeg skulde agte Eder, om I bored’
jer’s Dolke ind i Catilinas Bryst; –
ei Gnist af Mod er end hos jer tilbage! –
ANDRE
– – Vi har hans Haan fortjent!
CATILINA
da I kan Eders Skjændsel slette ud. –
Ha! lader os det Forbigangne glemme!
en ny Tilværelse os vinker nær – –
(bittert)
– Dog nei! hvad kan jeg vel af Eder haabe?
Er Mod, er Romeraand at finde her? –
(med Lidenskab)
Jeg drømte skjønt engang, og stolte Planer
igjennemfoer min Barm – det er forbi!
igjennem Æthrens Blaa bevinget svæve,
og da de høie Guder denne Haand
og slynge det mod Staden hist dernede;
og naar de høie lyse Flammer steg,
da kaldte jeg af Graven frem til Liv
de gamle længst forsvundne Romeraander.
– Men ak! det er kun Drømmesyner! Ha!
de svundne Tider komme ei igjen,
(vildt)
HIS: 70
og heller ei den stolte Fortids Aander.Nu vel, kan ei det gamle Roma gjen
tillive vækkes, skal det nye dog synke!
Ha, snarlig skal, hvor Marmorsøiler staae
i pragtfuld Rad en Askehob kun findes!
og Capitolet findes snart ei mere. –
Saa sværger, Venner! sværger, ville I
mig følge, jeg skal trolig Eder lede!
Sig, ville I? –
LENTULUS
– – Ja, ja! vi følge Dig!
Statilius, Gabinius, Coeparius og de Øvrige tale hviskende sammen. Catilina betragter dem med et haanligt Smiil.
LENTULUS
halv sagte
vi lettest finde, hvad der var vort Maal – –
ALLE
Ja, Catilina, ja, vi følge Dig. – –
ALLE
– – – Ja, ja!
høit sværge vi, vi ville lyde Dig!
Nu, saa afsted i dette Øieblik,
der samles vi til nøiere Raadslagning! –
De styrte ud.
LENTULUS
Nu vel! men hør mig, Catilina, sig,
i denne Dag er et Gesandtskab kommet – –
CATILINA
Nu vid’re, vid’re, ha! ja Du har Ret!
LENTULUS
Vi stemme dem for vore Planer, og
ei ubetydeligt vor Magt forøge – –
CATILINA
med Bitterhed
– Ha! ja dybt er Romas Fald,
ei bag dets Mure findes Mod og Kræfter
at styrte selv en vaklende Ruin! –
De gaae hurtig ud.
HIS: 72
En Have bag Catilinas Huus, der sees i Baggrunden. Til Venstre en Sidebygning. Curius, Cethegus med Flere komme forsigtig ind fra Høire under en hvidskende Samtale.
CURIUS
Men er det ogsaa sandt, hvad Du fortæller?
CETHEGUS
Det er det, – just i dette Øieblik
er Alt besluttet – –
CURIUS
– – Han vil lede Eder?
CETHEGUS
Han leder os, – snart vil han være her –
De gaae ind i Huset med Undtagelse af Curius.
CURIUS
En sælsom Nat – Ha, mine Tanker hvirvle
fast overalt jeg hendes Billed seer – –
CATILINA
kommer
Du her, min Curius! Jeg har Dig savnet; –
i Vestatemplet – –
HIS: 73
CURIUS
forvirret
– – Ha! ja, Du har Ret!
CATILINA
Jeg vil ei tænke meer derpaa – det er
en sælsom Hændelse, en hemmelighedsfuld!
Man siger jo, at Furierne stige
fra Underverdnen frem for at forfølge
den Dødelige; – ha! hvis saa det var!
CURIUS
Sig, har Du seet –? – –
CATILINA
– – – Ja, i denne Time!
Men, lad det være glemt – hør Curius!
Et vigtigt Foretagende beredes – –
CURIUS
Jeg kjender det, Cethegus har fortalt – –
CATILINA
at knuses paa min Bane, førend jeg
har Maalet naaet; – nu, lad saa det være!
jeg elsked’, Dig vil jeg ei drage ind
i Farens Malstrøm, – lov mig, bliv tilbage
i Roma her, til Alting er forbi – –
HIS: 74
CATILINA
Du lover det! vi ville Afsked tage –
vent mig, heel snarlig er jeg her igjen!
(gaaer ind)
CURIUS
Han elsker mig som før, – han Intet aner – – –
Lentulus og flere af Catilinas Venner komme ind.
LENTULUS
Sig, Curius! Gik ikke Catilina
i Huset ind? – –
CURIUS
– – Jo, jo, han venter Eder!
De gaae ind.
CURIUS
gaaer med Heftighed frem og tilbage
hvert Øieblik min Lidenskab forøger; – – – –
hun iled bort med Lynets rappe Fjed,
da jeg af Dødens Hule hende førte, –
og denne vilde, rædselsfulde Tale,
ha, om det Vanvid var, – dog nei, o nei!
saa er det ikke – – –
HIS: 75
FURIA
nærmer sig
– – Nei, nei, blege Yngling!
FURIA
– – Her færdes Catilina!
see her maa Furia jo ogsaa være! –
CURIUS
O! følg mig, Furia! jeg vil Dig bringe
i Sikkerhed; – om Nogen fandt Dig her?
FURIA
Mig, Yngling! mig? Sig, har Du da forglemt,
ei meer jeg hører blandt de Levende? –
CURIUS
Ha! atter disse rædselsfulde Ord, –
(vil gribe hendes Haand)
FURIA
vildt
Forvovne Yngling! ræddes Du da ei
til Livet kuns et flygtigt Øieblik! –
CURIUS
Jeg ræddes? – jo, men netop denne Rædsel,
den underfulde Gysen er min Lyst! –
HIS: 76
FURIA
Ti, Yngling, ti! forgjæves er din Tale,
jeg hører Graven til, der er mit Hjem, –
– jeg stegen er fra Dødens dunkle Dale; –
med Dagens Komme flygter jeg til dem,
der er min Bo, iblandt de Skygger blege,
vid, Curius! vid, nylig er jeg stegen
ifra den dunkle Underverden – –
CURIUS
– – – – Ha!
gaaer selv din Vei igjennem Dødens Nat!
FURIA
Nei, Yngling, nei! hvad Gravens Skygger dølge
formaaer ei noget jordisk Blik at naae!
kun Nattens korte Time mig forundes, –
Mit Værk er Mørkets, det tilhører jeg. –
– – Sig er ei Catilina hist? – derinde?
CURIUS
Ham søger Du? Forfølger Du ham end? –
FURIA
Hvi steg jeg vel fra Underverdnen frem,
var det ei for at følge Catilina? – –
CURIUS
hæftig
Ha, Frygtelige; det er Vanvid jo – – –
– – dog, Du er skjøn, midt i din vilde Rasen!
HIS: 77
følg mig, – jeg lyde skal ethvert dit Vink,jeg skal, som Trællen tigge for din Fod
(knæler ned)
kuns om et Blik, o, hør mig, Furia!
Jeg elsker Dig; – men Flammen mig fortærer,
Giftflammen rasede – –
FURIA
Sig, Curius! er han bered at følge
Opfordringen – –
CURIUS
– – Du kjender det?
FURIA
– – Ja, ja!
CURIUS
Nu vel, saa hør! Sig Catilina har
i deres Spidse stillet. – Dog ei meer
om ham – –
HIS: 78
FURIA
vildt smilende
– Ham! Catilina? –
CURIUS
– – Ha, dette Navn
Forhadte! O, jeg kunde myrde ham!
FURIA
Du sagde nys, Du var bered at lyde
ethvert mit Bud? –
CURIUS
– – Ja, ja, jeg lyder det!
Kuns er min Bøn, glem ham, glem Catilina!
CURIUS
– – Ha, Furia! jeg skulde? –
CURIUS
Ha, rædsomt! han, min Pleiefader og – –
FURIA
– Medbeiler! – Svage Usling! vover Du
at nævne Kjærlighed, og har ei Mod
at styrte ham; – Foragtelige!
(vil gaae)
FURIA
– – Saa er Du bered?
CURIUS
Jeg maa, jeg maa! har jeg vel Villien mere?
Dit Blik er Slangens ligt, naar det sig fæster
med Tryllemagt paa Fuglen, som med Angst
omflagrer den i Kredse, stedse mere
og mere nær det frygtelige Svælg – –
FURIA
Nu, saa udfør det da – – –
CURIUS
– – Og naar jeg har
opoffret Pligten for min Kjærlighed? –
FURIA
Du dvæler, Feige – –
– – Nei, ved Mørkets Aander!
Jeg vil! Han ene skiller mig fra Dig,
ja, han skal falde – slukt er hver en Gnist,
af hvad der fordum blussed i mit Hjerte!
Ha, Skrækkelige! i din Nærhed brat
forstenes hver en Følelse, som blidt
er mere Had end Elskov lig; – ei meer
mig selv jeg kjender, – blindt jeg styrter mig
i dybest Afgrund for at følge Dig – – –
– Ja, han skal falde, end i denne Stund
angiver jeg det Hele. – Vent mig her!
(iler ud)
FURIA
efter en Pause
Snart er mit Hverv til Ende, Catilina!
Med raske Skridt Du nærmer Dig dit Maal! – –
Ambiorix og Ollovico træde ud af Catilinas Huus uden at bemærke Furia.
OLLOVICO
– – Voveligt det er,
dog, Lønnen venter os, – vel værdig at
tilkjæmpe sig for Farer, større end
selv den, der snarlig truer os –
AMBIORIX
Saasnart vi kunne, haste vi tilbage,
og hemmelig skal hele Gallien
sig ruste til en Kamp mod dets Tyranner,
og slutte sig til Catilinas Skarer.
dog, det maa skee, følg mig, Ollovico!
FURIA
advarende
Vee Eder, vee! – –
AMBIORIX
forskrækket
– O! alle høie Guder!
OLLOVICO
ligeledes forskrækket
En overjordisk Stemme toner hist! –
FURIA
Vee Eder, vee! –
OLLOVICO
– – I Maanens blege Skin
hun stander hist, den varslende Gudinde!
HIS: 82
AMBIORIX
afsted, afsted, vi lyde maa dens Bud! – –
De ile ud.
CATILINA
kommer ud af Døren i Baggrunden
Ha, et fortvivlet Haab! isandhed, ja!
af disse Uslinge, som drives kun
af Nød og Rovbegjærlighed; – hvad har
jeg at erhverve mig? – –
FURIA
bag Træerne
– – Hævn, Catilina!
CATILINA
I Guder! hvad var det? Kom denne Røst
ifra mit eget Indre? Hævn! ja vel,
saa skal det være! Hævn for hvert et Haab,
mig røvedes og Hævn for hver en Plan,
som mig en fiendtligsindet Skjæbne knuste!
De Sammensvorne komme bevæbnede ud af Døren i Baggrunden.
LENTULUS
End hviler Mørket over Romerstaden, –
nu er det Tid – –
HIS: 83
AURELIA
kommer ud fra Sidebygningen, uden at bemærke de Sammensvorne
CATILINA
– Ha! Aurelia!
(standser, idet hun bliver de Sammensvorne vaer)
– – o! høie, milde Guder!
CATILINA
vildt
Bort, Kvinde, bort! – –
CATILINA
som før
en lystig Færd; – see Sværdet, hvor det blinker!
Snart farves det i Blodets Strømme rødt. –
AURELIA
I Guder! o, saa var mit Haab en Drøm,
og rædselfuld er min Opvaagnen – –
– – Ti!
af dine Taarer mere. See hvor lyst
Ha, før den atter hist i Østen rinder
HIS: 84
skal Flammer stige imod Himlens Blaa,og styrte Roma i Ruiner graa; – –
og naar den længst i fjerne Fremtid skinner,
i lyse Nat paa smuldrende Ruiner,
en eenlig Støtte skal blandt Gruset staae,
og vise Vandreren hvor Roma laae! – –
De gaae.
Catilinas Leir i en skovrig Egn. Til Høire sees Catilinas Telt og ved Siden af dette en gammel Eeg. Det er Nat. Maanen bryder undertiden frem gjennem Skyerne. Udenfor Teltet brænder en Vagtild. Flere Lignende i Baggrunden mellem Træerne. Statilius slumrer ved Vagtilden; Manlius gaaer frem og tilbage udenfor Teltet.
en gammel Eeg. Det er Nat. Maanen bryder undertiden frem gjennem Skyerne. Udenfor Teltet brænder en Vagtild. Flere Lignende i Baggrunden mellem Træerne. Statilius slumrer ved Vagtilden; Manlius gaaer frem og tilbage udenfor Teltet.
MANLIUS
Det ligner dem, de Ubesindige;
der slumre de saa rolig og saa fast,
som var det Moderskjødets trygge Værn
de hvilte i, og ei en vildsom Skov; –
som vented’ de at vaagne op til Leg,
og ei til Kamp, maaskee den allersidste,
de kjæmpe her – –
STATILIUS
vaagner, og reiser sig
– – Du vaager endnu, Gamle!
Er Du ei træt? Jeg vil afløse Dig!
MANLIUS
behøve Kræfter; – anderledes er det,
naar Haaret blegner, Blodet rinder mat –
naar Alderdommen tynger vore Skuldre – –
MANLIUS
– – Veed Du da
saa vist, om Skjæbnen har det saa bestemt, –
om nogen Alderdom er Dig forundt?
STATILIUS
Ih, hvorfor ikke? sig, hvad bringer Dig
paa disse Anelser – –
MANLIUS
– – Du mener vel,
vi Intet har at frygte, unge Daare!
STATILIUS
Nu, lad saa være, samled’ virke de
vil sende Hjælp, – –
MANLIUS
Som endnu ei er kommen.
STATILIUS
Du tvivler paa? –
HIS: 87
MANLIUS
Jeg kjender disse Folk!
hvad Guderne har over os bestemt – –
– Men gaa, Statilius, og eftersee
om Vagterne opmærksomt staae paa Post; –
Forsigtighed er god, – den skader Ingen.
(Statilius gaaer)
Nu samle Skyerne sig meer og meer, –
det er en mørk, en uveirssvanger Nat,
en fugtig Taage lægger sig saa tung
og trykkende paa gamle Krigerbryst!
Jeg har ei meer det lette Sind, hvormed
jeg styrted’ mig i Kampens Tummel før;
det er ei Ald’ren blot – en Byrde lig
der tynger mig; men, sælsomt nok, de Andre
mig tykkes ligedan, saa sært tilmode.
(en Pause)
Ja, Guderne skal vide, Hævn var ei
den Grund, hvorfor jeg fulgte Catilina.
da jeg mig følte forurettet, krænket; –
det gamle Blod er end ei ganske koldt,
det ruller stundom end heel varmt i Aaren.
for Catilinas Skyld jeg ene fulgte, –
jeg vaage skal med Omhu over ham. –
af usle Skurke og Letsindige; –
de mægte ei ham at forstaae, og han
er altfor stolt til dem at ville fatte. – – –
HIS: 88
Han lægger nogle Kviste paa Ilden og bliver taus staaende. Catilina træder ud af Teltet.
CATILINA
Det er alt Midnat – alting er saa tyst, –
kuns fra mit Øie flygter Søvnen bort.
og skjænke Kræfter, – ha! de trænges til!
(bemærker Manlius)
Dig er det, Manlius, som vaager tro
i kolde Nat? – –
CATILINA
– – Den Tid er borte, –
med den min Ro, og hvorsomhelst jeg gaaer,
Alt, Manlius, Alt huses i min Barm,
kuns ikke Fred; – den er der ikke mere.
MANLIUS
Forjag de Tanker, hvil Dig Catilina,
betænk, alt Morgendagen fordre vil
maaskee din hele Rolighed, din Styrke. – –
CATILINA
for i en flygtig Blund at glemme Alt,
da færdes jeg i underlige Drømme; –
saa laa jeg nys paa Leiet halvt i Slummer,
da traadte atter disse Syner frem,
og gaadefuldt. Ha, hvis jeg fatted’ kun
MANLIUS
Betro mig, Catilina!
din Ængstelse, maaskee jeg kan Dig raade.
see, da vorder meer og mere dunkelt Alting brat,
og sin brede Vinge sænker i min Barm en Nat.
Kuns af Tankelynet krydset, mørk og rædselfuld,
see da skuer jeg en Hvælving, sort som Gravens Muld; –
høit er Taget, som en Himmel, tordenskybelagt,
hvirvled’ sig i Kredse vilde, snart som en Orkan,
naar den voldsomt farer over skumdækt Ocean.
Dog, midt i den vilde Vrimmel, titter stundom frem
blomstersmykkede Gestalter fra et bedre Hjem, –
rundtomkring dem viger Mørket for en Lysning klar,
og i Salens Midte stander hist et sælsomt Par; –
tvende Kvinder, høi den Ene og som Natten sort
og den Anden skjøn som Dagen, naar den flygter bort.
Ha! saa sælsomt velbekjendte syntes mig de To,
mildt den Ene smilte, og i hendes Blik var Ro;
men den Andens stolte Øie sendte vilde Lyn,
rædselfuldt, og dog jeg fulgte gjerne dette Syn.
Stolt den Ene stander, og den Anden lænes til
HIS: 90
Medens Billedklyngen bølged’ stedse op og ned.hun, den Ene med de lyse, milde Elskovsblik,
og de skjønne Lysgestalter bort med hende gik.
See, da vorder Larmen stedse meer og mere vild,
og den mørke Kvindes Øie flammede som Ild.
Da svandt Alt for mine Blikke, – hende saae jeg kun.
Men hvad meer jeg drømte siden i min Feberblund
ligger alt bag Glemselsdækket i mit Indre gjemt,
kunde jeg blot Resten mindes; ak, det er forglemt!
MANLIUS
Nu, lad det være glemt.
Tænk ikke meer derpaa, hvad er vel Drømme?
Indbildninger og tomme Hjernespind,
betydningsløse og foruden Grund.
CATILINA
Ja, Du har Ret, jeg Tanken vil forjage,
men i den tause Nattetime vorder
jeg stundom saa forunderlig tilmode.
i Eensomhed med mine Tanker, – gaa!
En Aandeskikkelse kommer langsomt ind fra Baggrunden, uden at bemærkes af Catilina.
HIS: 91
Manlius gaaer, og Catilina skrider en Tid lang taus frem og tilbage. En Aandeskikkelse kommer langsomt ind fra Baggrunden, uden at bemærkes af Catilina.
AANDEN
Vær hilset, Catilina!
CATILINA
Hvad vil Du her? hvo er Du, Gamle, tal!
Tys! ene mig tilkommer det at spørge,
og Dig at svare; – kjender Du ei meer
fra længstforsvundne Tider denne Stemme?
CATILINA
Saa tykkes mig; dog sig, hvem søger Du
paa dette Sted i Midnats tause Stund?
CATILINA
Ved alle Guder, sig, hvo er Du?
AANDEN
Ti!
Jeg kommer hid, at kræve Dig til Regnskab.
hvi driver Du mig til at stige frem
at værne om min dyrt tilkjøbte Hæder?
AANDEN
Hvad er tilbage af min Herskermagt?
Et Intet, – den steg ned i Grav med mig.
min Ro i Livet og min Fred i Graven
bortbytted jeg for den; – ja det var nok!
Og nu vil Du med en forvoven Haand
berøve mig, hvad end jeg har tilbage!
Er der ei Veie nok til Storbedrift?
mit Navn, saa tænkte jeg, vil evig staae,
ei som en Stjerne, venligt glimtende –
nei, som et Lyn paa Nattehimlen fæstet!
Ei vilde jeg, som Hundreder før mig
ved milde Dyder, Ædelmod erindres, –
ei vilde jeg beundres, – denne Lod
blev alt saamangens og vil blive det
til evig Tid; – nei, i en blodig Glands
jeg af den fjerne Fremtid vilde mindes.
Med en beundringsblandet Gysen skulde
man skue op til mig, som aldrig Nogen
ei før, ei siden vovede at naae.
Saa drømte jeg; dog det var en Indbildning!
Jeg kjendte Dig; – hvi aned det mig ikke,
hvad der laa skjult i Dybet af din Sjæl!
Dog vogt Dig, Catilina! see jeg skuer
HIS: 93
igjennem Fremtidsdækket, hvad Du harat vente Dig, – hvad Skjæbnen har besluttet – –
CATILINA
begjærlig
Det kjender Du? saa nævn det, nævn det da!
omkring, hvad Rædsomt og hvad Stort
af Fremtidsvoverne bortskylles.
Men hør, hvad Dig en Gravens Aand
og dog en fremmed skal Dig fælde!»
Aanden forsvinder.
CATILINA
efter en Pause, seende sig om
Nei, nei, der stod han, Maanens Straaler faldt
ned paa hans Ansigt, ha, jeg kjendte ham; –
som steg af Graven for at skrække mig.
Han frygted’ for, jeg skulde røve ham,
hvormed hans Minde lyser; – lever da
bag Gravens Skygger selv Ærgjerrigheden?
(en Pause)
Alt, alt bestormer mig; – snart taler blidt
advarende Aurelia, og atter
og see! nu stige selv af Graven frem
HIS: 94
de blege Skygger fra den svundne Tid; –de true mig, – jeg skulde vende om!
imod mit Maal, – snart har jeg naaet det. –
CATILINA
overrasket
Du, Du her, min Curius!
CURIUS
Jeg maatte – –
CATILINA
Sig, hvi blev Du ei i Rom?
CURIUS
Jeg kunde ei, jeg maatte søge Dig!
CATILINA
for min Skyld styrter Du i Faren Dig – –
(vil omfavne ham)
CATILINA
I Guder, hvad er det – –
CATILINA
farer tilbage
Forraadt! hvad siger Du?
CURIUS
– Blandt dine Venner – –
CATILINA
Nei, nei Curius,
nei, mine Venner ere tro som Du.
CURIUS
Vee Catilina Dig, hvis saa det er –
CATILINA
Kom til Dig selv – det er din Kjærlighed,
din Omhu for min Sikkerhed, som lader
Dig Farer skue, hvor der ingen er. – –
CURIUS
Ha, dine Ord igjennembore mig, –
men fly, ved Himlens store Guder, fly!
HIS: 96
CURIUS
fortvivlet
Nei, nei, Du er forraadt, din Plan er røbet.
CATILINA
Ha, raser Du? Nei nei, det er umuligt!
CURIUS
Jo det er saa, men fly i denne Stund,
end kan maaskee ved hurtig Flugt Du reddes.
CATILINA
O, skulde det – – – men nei, det er umuligt! –
CURIUS
river sin Dolk ud og rækker den hen til Catilina
– stød til, stød til, af mig er Du forraadt!
CATILINA
Ha, det er Vanvid! –
CURIUS
Nei, jeg sværger høit
ved alle Guder, jeg har røbet Dig, –
spørg ei om Grunden, o! det knuser mig.
CATILINA
bittert
Skal ogsaa Tro paa Venskab mig berøves?
CATILINA
blidt
– Nei, min Curius!
Staa op, – Du feiled’, – jeg tilgiver Dig.
HIS: 97
CURIUS
overvældet
O Catilina, ti, Du knuser mig,
men skynd Dig, fly! vid, snart er det forsilde,
snart overfalder Romerhæren Dig,
den er paa Veien, – snart vil her den være.
CATILINA
Og mine Venner hist i Roma?
CATILINA
smerteligt
O Skjæbne, Skjæbne! –
CURIUS
fortvivlet, rækker atter Dolken hen til Catilina
Stød den i mit Bryst!
CATILINA
blidt
Du var kuns Midlet, – kunde Du for det? –
CATILINA
Nei, jeg tilgiver Dig; (idet han gaaer) nu er kuns Eet
tilbage end – –
CURIUS
reiser sig
Ja, Flugt!
HIS: 98
CURIUS
Det er forgjæves, – Døden venter ham!
Ha, denne Mildhed er en rædsom Straf –
at falde kjæmpende ved Heltens Side!
(iler ud)
LENTULUS
sagte
Her talte Nogen nys – –
1STE GLADIATOR
Nu er det stille,
maaskee det Nattevagten var, som gik
at løses af – –
LENTULUS
Maaskee, – her vente vi, –
vel skarpe, blinkende – –
– Som Lynet, ja,
det bider godt, i sidste Fægtning jeg
nedlagde tvende Kjæmpere med det –
LENTULUS
Saa stiller Eder hist ved Busken der,
nedhugge ham – –
1STE GLADIATOR
Ja ja, saa skal det skee!
HIS: 99
De blive staaende. Lentulus gaaer speidende henimod Forgrunden.
LENTULUS
halv sagte
Det er en dristig Streg, det kan ei nægtes; –
dog, det maa skee i denne Nat, saafremt
det skal udføres; – falder Catilina,
kan Ingen uden jeg anføre dem. –
Tilhængere vi samle overalt – –
(gaaer ind mellem Træerne)
1STE GLADIATOR
Men hvem er da den Ubekjendte, som
vi skulle myrde – –
Ti! det er en Sag,
som ei vedkommer os, – naar Lentulus
har os betalt, maa han det selv forsvare.
LENTULUS
kommer iilsomt tilbage
Holdt Jer beredte, snarlig er han her – –
Gladiatorerne og Lentulus stille sig bag Buskene. Catilina kommer strax efter ind.
LENTULUS
Frem! stød ham ned; igjennemborer ham!
Lentulus og Gladiatorerne styrte ind paa Catilina.
HIS: 100
CATILINA
drager Sværdet og forsvarer sig
Ha, Uslinge! hvad vove I – –
LENTULUS
Stød ned!
CATILINA
gjenkjender ham
Du, Lentulus, vil myrde Catilina?
2DEN GLADIATOR
forfærdet
Ham er det! –
1STE GLADIATOR
ligeledes
Catilina! Ei mod ham
vi kjæmpe, – fly!
De flygte.
De kjæmpe. Catilina slaaer Lentulus Sværdet af Haanden; han vil flygte, men Catilina holder ham fast.
CATILINA
Forræder! Morder!
LENTULUS
bønfaldende
Naade, Catilina!
HIS: 101
LENTULUS
LENTULUS
Forklar, hvad mener Du? –
CATILINA
Jeg træder fra.
Anfør Du dem; – Du er det værd.
LENTULUS
forbauset
Du vil?
Jeg vil, men vogt Dig, vogt Dig, Lentulus!
Din Post er farlig; vid, vor Plan er røbet,
men jeg vil kalde vore Venner sammen,
vil forestille dem den nye Leder
og takke af –
(vil gaae)
LENTULUS
overrasket og holdende ham tilbage
Nei! vent, vent, Catilina!
CATILINA
Vor Tid er kostbar, – snarlig Romerhæren
vil være her – –
CATILINA
Vor Plan er røbet, som jeg siger Dig!
Læg nu din Kraft, din Dygtighed for Dagen.
LENTULUS
O, vee os, vee! – –
CATILINA
haanligt
Du skjælver, feige Usling, –
og Du vil styrte mig, – vil lede dem? –
LENTULUS
Tilgiv mig, Catilina!
CATILINA
Troer Du, det var
mit Alvor at aftræde denne Post
i Farens Stund? – Da kjender Du mig ei.
LENTULUS
med Forstillelse
O, Catilina! –
CATILINA
med Høihed
Spild ei Øieblikket.
Søg Redning kuns, – jeg vide skal at døe.
HIS: 103
LENTULUS
afsides, idet han gaaer bort
Jeg takker Dig for Underretningen, –
jeg skal benytte den til egen Frelse.
Jeg kjender Egnen her, – jeg føre skal
ad skjulte Stier Romerhæren hid.
i Støvet ned, har end ei tabt sin Braad. –
(gaaer)
CATILINA
efter en Pause
Det er den Troskab, som jeg stolte paa, –
saa svige de mig, Een for Een, o, Guder!
som boer i disse usle, lave Sjæle.
Jeg er en Daare jo med mine Planer;
ha, Roma er jo længst kun en Ruin!
(Vaabenlarm høres at nærme sig)
blandt dem; – hør Sværdet, hvor det muntert klirrer, –
det skjænker mig min hele Kraft tilbage;
jeg følte nys mig slappet, dybt nedstemt; –
nu er det over; – Faren kalder Modet
til Liv igjen, – kjækt skal jeg møde den!
Manlius, Statilius, Gabinius og en Mængde andre Sammensvorne komme ind.
MANLIUS
Her, Catilina! bringes dine Venner;
de ere rede til at følge Dig.
CATILINA
men vid, for os er intet Valg tilovers
imellem Liv og Død, – kuns mellem Døden
i Heltekamp for fiendtlige Sværd,
– og under Piinsler, naar vi grumt forfulgte
som Skovens vilde Dyr er jaged’ om.
hvad eller kjækt som Eders stolte Fædre
at falde kjæmpende med Sværd i Haand?
NOGLE
Det vælge vi –
ANDRE
Ja, ja, med Sværd i Haand!
CATILINA
Nu, saa afsted! Vor Død skal vie os
os mindes med Beundring –
FURIA
der ubemærket har nærmet sig ham
– Eller Rædsel!
FURIA
Jeg maa ledsage Dig
til Maalet.
CATILINA
Nu, hvor er mit Maal, sig frem!
Ei søger hver sit Maal ad samme Veie; –
Du søger dit igjennem vilden Kamp,
og Kampen avler Død, Fordærvelse – –
CATILINA
Men ogsaa Hæder og et evigt Navn!
gaa, Kvinde! stolt og skjøn er denne Time, –
min Barm er lukt for dine hæse Skrig! –
CATILINA
O, Aurelia!
CATILINA
smerteligt
Dig jeg kunde glemme!
Hvad vil din Skjæbne vorde!
CATILINA
hæftig
Nei nei, ved alle Guder!
FURIA
Er nu til Klynken og til Klagen Tid?
MANLIUS
Nei nei, afsted, nøl ikke, Catilina!
CATILINA
kjæmpende med sig selv
O, hvilken Storm i dette Hjerte, dog –
det kan ei være anderledes; – nu
saa følger mig, afsted!
AURELIA
kaster sig i hans Arme
O, Catilina!
gaa ikke, eller jeg ledsager Dig.
FURIA
haanligt
O jo, lad det saa være, –
det er din usle Svaghed værd at falde
i Kampen ved en Kvindes Side!
HIS: 107
CATILINA
støder Aurelia hæftig fra sig
Ha!
Jeg svag! Nei nei, ved Mørkets Aander nei!
(vildt)
Udaf min Barm hver Følelse jeg river, –
kuns blodig Kamplyst luer end deri.
CATILINA
Lad Døden vente truende og vis, –
det er min Lyst –
AURELIA
O, hør mig, Catilina!
forstød mig ikke; ved min Kjærlighed
besværger jeg Dig – – –
AURELIA
– O, milde Guder!
Hun læner sig mat op mod Træet udenfor Teltet.
MANLIUS
– Hist lyder Vaabenlarmen!
FLERE
De nærme sig –
HIS: 108
CATILINA
Vi ville kjækt dem møde!
den følge vi, – for Sværdet vil vi bløde!
Afsted! for Romersværd med Romermod
skal Romas Sidste segne i sit Blod!
De styrte ud.
FURIA
AURELIA
i Tanker uden at bemærke Furia
FURIA
AURELIA
bliver Furia vaer
Ha, hvo er Du rædselfulde Røst, der toner hist,
Uglen lig, naar vildt den hyler ifra Træets Kvist! –
er Du stegen fra de dunkle Skyggelande frem
for at føre Catilina til dit mørke Hjem?
FURIA
Hjemmet er jo Vandringsmaalet, og hans Veie gik
gjennem Livets dybe Sumpe –
AURELIA
Kuns et Øieblik!
før det Onde dybt i Barmen fæstede sin Rod.
HIS: 109
FURIA
Eengang stod og Blomsten frodig i sit Farvespil;
men dens Blade falme, og den hører Døden til.
AURELIA
Rædselsfulde! grant jeg kjender denne Stemmes Klang;
o, fra Catilinas Læbe lød den mangen Gang.
Mørke Aand, Du har mig røvet Livets bedste Frugt; –
Mellem mine Drømmes Syner jeg gjenkjender Dig,
hvor Du truende Dig stilled’ mellem ham og mig. –
om et Liv, af Elskov smykket, om et Fredens Bo!
I hans skjønne Hjerte planted’ jeg et Blomsterbed, –
som dets bedste Smykke freded’ jeg min Kjærlighed; –
men din fiendske Haand har rykket Blomsten op med Rod,
og i Støvet ligger den, hvor nys den frodig stod!
FURIA
Svage Taabe! Du vil lede Catilinas Skridt, –
veed Du ikke, at hans Hjerte var end aldrig dit!
Kvinde! dine Blomster trives ei i saadan Grund,
vid, i solskinsvarme Foraar spirer Lillien kun,
og hans Sjæl var alt forlængst en skyfuld Høstens Dag.
Snarlig svinder sidste Glimt af Lyset i hans Barm,
og som Mørkets Bytte ligger han i Dødens Arm.
Nei, ved alle Himlens Guder, nei, det skal han ei!
til hans Hjerte mine Taarer finde end en Vei.
Hvad, om alt han ligger blodig under Kampens Larm; –
slynge vil jeg mine Arme om hans kolde Barm, –
HIS: 110
aande paa hans blege Læbe al min Kjærlighed,mildne Stormen i hans Indre, skjænke blidt ham Fred.
Mørke Aand! dit Bytte skal jeg vriste af din Haand,
knytte ham til Lysets Bolig med et Elskovsbaand,
og naar Hjertets Slag forstummer, medens Øiet brast,
gaa vi begge bort fra Livet i et Favntag fast.
Skjænk mig da, I høie Guder! for hvad her jeg led
ved min Catilinas Side, Gravens stille Fred!
Hun gaaer.
FURIA
stirrer ud gjennem Træerne i Baggrunden
– hør, Kampen lyder, snart er Timen kommen.
Huult lyder Skriget, endnu kjæmper han,
snart vorder Valen til en Gravlund taus.
Sig Maanen skjuler, skjøn er denne Time,
snart ligger han med brustne Blikke hist. –
Saa vil jeg skue ham, førend jeg gaaer
at søge ham iblandt de blege Skygger.
(lytter)
Ha, alt det vorder meer og mere tyst,
– snart tier Kampen, – maaskee alt hans Sjæl
imod sit Hjem paa lette Vinger flygter. –
i mørke Nat at høre sidste Suk
fra Brystet tone i en Kamp med Døden.
(med vild Glæde)
Det er en skjøn, en lystelig Musik,
– hør, Uglen stemmer i, – den ønsker dem
HIS: 111
(efter en Pause)
Nu hviler Gravens Stille vidt omkring; –
de Seirende forlade Valen alt,
og kuns de Døde hvile tyst derude,
– der vil de slumre mangen, mangen Dag,
mens Solens Straaler blege deres Been,
og Ravnen flagrer graadig over Valen.
(en Pause)
Ha! see, hvad svæver over Engen hist,
lig Morgentaagen, naar den fugtig, graa,
Det nærmer sig, jeg seer det mere grant,
– det er en Kriger, vaklende og mat,
ha, een udaf de faldne Heltes Skygger!
Hun trækker sig noget tilbage. Catilina kommer ind med sænket Hoved og forstyrrede Blikke.
og dog en fremmed skal Dig fælde.»
hvad meente han? – jeg fatter Gaaden ei!
CATILINA
Ha! hvo er Du? –
FURIA
Du kjender mig ei meer?
HIS: 112
CATILINA
Hun plukker nogle Blomster, som hun under de følgende Replikker fletter til en Krands.
CATILINA
Hvad mener Du? –
FURIA
Jeg krandse vil din Tinde!
Men sig, hvi kommer Du saa ene hid?
Hvi fulgte ikke dine Venner med – –
FURIA
De sove, siger Du?
Ja, ja, de sove; gaa bag Skoven hist,
der ligge de saa tyst i Maaneskinnet,
– der vil Du finde dem i Rader strakt;
de slumred ind ved Sværdets Vuggesang.
jeg tænkte før, at Slummeren var rolig,
naar Hjerteblodets Væld var tørret ud – –
HIS: 113
FURIA
Nu, er det ikke saa?
CATILINA
Nei, hør mig blot!
Jeg kjæmped vildt i Spidsen for min Skare;
jeg søgte Døden under Sværdets Æg,
og rundt omkring mig segned’ mine Venner
i Dødens Blund; kuns jeg, jeg fandt den ei; –
og da de alle laae til Jorden strakte,
jeg stod end halvt bedøvet hist, hvor Slaget
nys havde tonet. – Alting var saa tyst, –
ned skinned Maanen mellem Skyens Revner,
belyste mat de Faldnes blege Træk; –
der laa de rundt om mig med brustne Blikke
med vilde Smiil om fælt fordreiet Mund;
det syntes mig, som om de laae i Drømme
og griinte haant og truende ad mig, –
som om de fordred deres Blod tilbage.
CATILINA
Vel mig, hvis jeg formaaed’ det –
FURIA
Nu, tænk
ei meer derpaa, – kom, jeg vil smykke Dig
med Seierskrandsen, med din Seiers Løn!
(strækker Krandsen imod ham)
HIS: 114
CATILINA
FURIA
med vild Munterhed
Nu ja!
Er det ei smukke Blomster, – see, de lyse
i Maaneskinnet, lig det friske Blod –
CATILINA
Nei, væk med dem, de har en rædsom Glands.
FURIA
med Latter
Nu, elsker Du de matte, blege Farver,
som Tullia bar i de vaade Lokker,
da hendes Liig paa Tibervoven svømmed!
CATILINA
Ha, hvilke Billeder! – –
Skal jeg maaskee
da hente Græsset ifra Romas Marker,
som strømmed’ for din Haand, min Catilina!
CATILINA
Holdt inde – –
FURIA
Eller skal jeg bringe Dig
en Krands af Skovens brune Løv, der visned’,
som ifra den Forførtes Læbe lød – –
HIS: 115
CATILINA
Ha, er Du da en Dæmon – –
CATILINA
Men hvorfor nu – –
FURIA
Ved Maalet skuer jo
den trætte Vandrer paa sin Vei tilbage.
CATILINA
Staaer jeg da ved mit Maal? –
CATILINA
Jeg vil? ja vist! ha, fælt din Tale har
(med Hæftighed)
Hvad ville I mig da, I blege Skygger,
lad mig i Ro, hvad fordre I af mig?
FURIA
Kom til Dig selv, dit Indre er i Oprør –
kom, lad mig flette Krandsen i dit Haar –
den har en stærk, en virksom Lægekraft,
den dysser Dig til Ro, – den skjænker Glemsel. –
CATILINA
i Tanker
saa tryk da Krandsen tæt omkring min Pande.
HIS: 116
FURIA
sætter ham Krandsen paa Hovedet
Nu er Du smykket, – saadan skal Du træde
CATILINA
Ja ja, jeg vil, – jeg længes efter Ro, –
min Sjæl er vorden mat i Livets Kampe; –
nu vil den slumre, – Alt er sort derinde,
som denne Nat, og dog, jeg skimter end
(lægger Haanden paa Brystet)
CATILINA
– Den forhindrer mig,
jeg kan ei følge Dig, førend dens Glands
er ganske slukket. – O! der var en Tid,
paa Himlen hist, bag Skyens mørke Bræm.
Nu er den mat, den dæmrer taagedækt – –
FURIA
Saa sluk den ganske – –
CATILINA
Ha! hvad mener Du!
FURIA
er nok, da banker ei hiint Hjerte meer,
der stilled’ fiendtlig sig imellem os.
HIS: 117
CATILINA
O, jeg forstaaer – – – Aurelia – nei nei
jeg havde hende glemt, jeg veed ei selv,
det tykkes mig, som om det alt blev godt
og roligt i min Sjæl, naar kun jeg lagde
mit Hoved ned til hendes Barm, og glemte,
FURIA
nu gaaer jeg bort, søg kuns, om Du kan finde
hos hende din længst tabte Rolighed – –
(med stigende Heftighed)
vil lade Dig i Fred, – nei, nei, de skulle
i vilde Hobe samles rundt om Dig; –
fælt vil de stirre med de hule Øine,
og kræve blodig Hævn – –
CATILINA
Ha, Du har Ret!
(seer sig om)
(vildt) Paa Jorden spirer Freden ei for mig, –
jeg følger Dig til Dødens Skyggeland; –
– ja, hun skal falde! – hun er Baandet, som
end knytter mig til Livet – –
BEGGE
Hun maa falde!
Et Lyn oplyser Scenen, og Tordenen ruller.
kommer ind fra Baggrunden og seer sig ængstelig omkring
Hvor skal jeg finde ham? Jeg seer ham ei, –
I høie Guder! skjænk mig Kraft –
(bemærker ham) O, Himmel!
1.utg: 121
(iler mod ham)
Min Catilina!
AURELIA
Du lever end! (vil kaste sig i hans Arme)
CATILINA
støder hende bort
Gaa, gaa, jeg hader Dig!
AURELIA
O, milde Himmel!
CATILINA
Vil Du hilde mig
paany i Lænker, – ha! det skal ei lykkes; –
stir ikke saadan paa mig, Kvinde, vid! –
jeg kan ei taale disse ømme Blikke;
de trænge mig til Hjertet som en Dolk, –
jeg taaler det ei længer, – Du skal falde!
HIS: 119
Han drager sin Dolk og griber med Heftighed hendes Arm.
CATILINA
med stigende Heftighed
Du skal, Du maa, – Du knytter ene mig
til Livet, – snart er Baandet søndersprængt. – –
(et stærkt Tordenskrald høres)
1.utg: 122
(rasende)
Hør, Kvinde! hør, hvor Tordnen ruller huult – –
sig, hører Du? nu tale Guderne
det sidste Afskedsord til Catilina! –
FURIA
seer efter dem med vild Glæde
forgjæves strækker hun sin Haand mod Himlen;
Nu er det skeet; – snart er jeg ikke meer, –
alt sænker Dødens Ro sig i min Sjæl.
Hvad fattes mig, – jeg veed det ikke selv, –
det tykkes mig, som brast mit Hjertes Strænge
ret som om pludselig den vide Jord
hvor ikkun Du og jeg stod end tilbage.
HIS: 120
FURIA
Saa er det, Catilina!
CATILINA
grublende
For mit Blik
opklares, hvad jeg længe dunkelt følte. – – –
– Er ikke Livet da en stadig Kamp
imellem Sjælens fiendtlige Kræfter, –
men Sjælens Kampe tie i min Barm. – –
(heftigt)
Nu vel! jeg er ei Catilina mere, –
FURIA
griber Dolken
Saa fald da for min Haand, og jeg skal følge
Dig, Catilina, selv bag Gravens Skygger.
Hun støder Dolken i hans Bryst, han synker om ved Foden af Træet.
CATILINA
efter en Pause, med mat Stemme
«halvt jeg falder for min egen, halvt for fremmed Haand.»
Da jeg hendes Hjerte knuste, flygted’ fra min Sjæl
blev tilbage, – snart den vorder til et evigt Mulm.
Mørke Styx, slaa nu din Bølge imod Strand og svulm
over Bredden, snart Du fører Catilina hen
Tvende Veie gaae histnede, – een for mig er kun,
imod Venstre – –
HIS: 121
CATILINA
forfærdet
Ha, hvor hendes blege Skygge fylder mig med Gru; –
sig, er Du fra Døden stegen, eller lever Du?
O, jeg seer dit Indre gjære som en oprørt Sø –
lad mig klynge ømt mit Hjerte til din Barm, og døe.
men mit matte Øie fulgte Dig, jeg saa det Alt, –
og min Kjærlighed i Dødens Stund mig Kræfter gav, –
Bryst ved Bryst, min Catilina! synke vi i Grav.
CATILINA
smerteligt
O, hvor gjerne! dog forgjæves er et saadant Haab; –
i mit Hjerte toner rædsomt Hævnens vilde Raab.
Dagen gryer i Baggrunden.
AURELIA
venligt, idet hun peger mod Østen
(svagt)
følg mig, Catilina! Døden griber alt min Barm.
Hun segner. Catilina griber hendes Hænder.
CATILINA
med den sidste Kraft
Ha, hvor skjønt! see grant nu mindes jeg min sære Drøm,
hvordan Hallens tætte Mørke spredtes af en Strøm
ifra Solens lyse Straaler, fra den unge Dag.
HIS: 122
O, mit Øie vorder dunkelt, og min Arm er svag;men i Sjælen er det lyst, som aldrig før det var, –
men en rosenfarvet Morgendæmring er min Død!
Du har Sjælens Mulm forjaget, i mit Bryst er Ro,
see, jeg følger Dig til Lysets og til Fredens Bo!
(han river Dolken raskt ud af sit Bryst; med døende Stemme)
Himlens høie Guder skue med Forsoning ned, –
Du har Mørkets Magt beseiret ved din Kjærlighed!
Under de sidste Replikker har Furia fjernet sig mere og mere mod Baggrunden, og under Slutningen forsvinder hun. Catilinas Hoved synker ned paa Aurelias Bryst. De døe.
1.utg: [126]
Hvad de Facta, der ligge til Grund for nærværende Stykke, angaae, da ere disse altfor bekjendte, til at det ikke strax skulde sees, hvilke Afvigelser der ere gjorte fra det historisk Sande, og at det Historiske blot deelviis er benyttet, saaledes at dette nærmest maa betragtes kun som en Iklædning for den gjennem Stykket gaaende Idee.
At Forfatteren har betjent sig af historiske Navne for Personer, der saavel med Hensyn til Characteer, som andre Omstændigheder optræde anderledes, end man fra Historien lærer dem at kjende, vil forhaabentlig undskyldes, saameget mere, da disse Navne neppe ere fremragende nok, til at forstyrrende Indtryk skulde fremkaldes ved deres Optræden under Forholde, hvorunder de i Historien ikke antræffes.
